Die støbende formebestår af to dele, et dæksel og en bevægelig del, og den del, hvor de mødes, kaldes afskedslinjen. I støbning af varmt kammer har dækslet en port, mens det i Cold Chamber Die Casting er en injektionsport. Smeltet metal kan komme ind i formen herfra, og formen på denne del matcher injektionsdysen i støbning af varmt kammer eller injektionskammeret i coldkammerstøbning. Den bevægelige del inkluderer normalt en push -stang og en løber, som er en kanal mellem porten og formhulen, gennem hvilken det smeltede metal kommer ind i formhulen. Dækslet er normalt forbundet til en fast plade eller en frontplade, mens den bevægelige del er forbundet til en bevægelig plade. Formehulen er opdelt i to formhulrumsindsatser, som er uafhængige dele og kan fjernes eller installeres fra formen relativt let af bolte.
Formen er specielt designet, så støbningen forbliver i den bevægelige del, når formen åbnes. Dette vil skubbe støbningen ud med en push -stang i den bevægelige del. Trykstangen er normalt drevet af pladen, som vil drive alle push -stænger på samme tid med nøjagtigt den samme mængde kraft for at sikre, at støbningen ikke er beskadiget. Når støbningen skubbes ud, trækker pladen tilbage for at trække alle push -stænger tilbage, klar til den næsteDie casting. Da støbningen stadig er varm, når den skubbes ud, er det kun hvis der er nok skubbestænger, kan det gennemsnitlige tryk på hver push -stang være lille nok til at undgå at beskadige støbningen. Imidlertid efterlader push -stængerne stadig mærker, så de skal være omhyggeligt designet, så pushstængernes placering ikke påvirker driften af støbningen for meget.
Andre dele i formen inkluderer kerne lysbilleder. Kerner er dele, der bruges til at fremstille huller eller åbninger i støbegods. De kan også bruges til at tilføje detaljer til castingen. Der er tre hovedtyper af kerner: faste, bevægelige og løs. Faste kerner er parallelle med retningen af støbningen ud af formen. De er enten faste eller permanent forbundet til formen. Bevægelige kerner kan arrangeres i enhver retning undtagen ejektionsretningen. Før formen åbnes, når støbningen størkner, skal den bevægelige kerne fjernes fra formhulen ved hjælp af en separationsindretning. Skydere og bevægelige kerner er meget ens. Den største forskel er, at lysbilleder kan bruges til at skabe underskårne overflader. Brug af kerner og lysbilleder i støbning vil øge omkostningerne i høj grad. Løse kerner, også kaldet ejektorblokke, kan bruges til at skabe komplekse overflader såsom gevindhuller. Før hver cyklus installeres diaset manuelt og skubbes derefter ud med støbningen. Den løse kerne fjernes derefter. Løse kerner er de dyreste kerner, fordi de er arbejdskrævende at fremstille, og de øger cyklustiden.
Ejectoren er normalt tynd og lang (ca. 0,13 mm), så det smeltede metal afkøles hurtigt og reducerer affaldet. Risers er ikke påkrævet i støbningsprocessen, fordi det smeltede metal er under højt tryk, hvilket sikrer en kontinuerlig strømning fra porten ind i formen.
På grund af temperaturen er de vigtigste materialegenskaber for formen modstand mod termisk vibration og fleksibilitet. Andre egenskaber inkluderer hårdhed, bearbejdningsevne, modstand mod varm krakning, svejsbarhed, tilgængelighed (især for store forme) og omkostninger. Formenes levetid er direkte afhængig af temperaturen på det smeltede metal og tidspunktet for hver cyklus. Formene, der bruges til støbning, er normalt lavet af hårdt værktøjsstål. Fordi støbejern ikke kan modstå det enorme indre tryk, er formene dyre, hvilket også fører til høje formåbningsomkostninger. Metaller dør støbt ved højere temperaturer kræver hårdere legeringsstål.
De vigtigste defekter, der kan forekomme underDie castingMedtag slid og erosion. Andre defekter inkluderer termisk krakning og termisk træthed. Termisk krakning opstår, når defekter vises på formoverfladen på grund af store temperaturændringer. Efter for mange anvendelser vil defekter på formoverfladen forårsage termisk træthed.
